Undersøgende matematik
Nogle gange, når man kigger sine arkiver igennem, finder man skriverier man undrer sig over at have forfattet i tidernes morgen. I forbindelse med et oplæg vi skal holde på DTU, faldt vi over et papir vi havde døbt »Parablen«.
Papiret var en beskrivelse af et projekt vi havde afholdt med en 8. klasse i samarbejde med Odense Ingeniørhøjskole, hvor vores elever og deres elever arbejdede med bjælkens bøjning. Projektet var fantastisk, og formåede at engagere samtlige elever i et svært tilgængeligt matematisk emne, der udover modellering med brædder og bjælker udsat for vægt mellem to støttepunkter, også omfattede CAS, GeoGebra og regneark.
Eleverne på de to skoler arbejdede selvfølgelig ud fra hver deres faglige udgangspunkt, og hvor ingeniørhøjskolen benyttede avanceret måleteknik, gik eleverne i 8. klasse i gang med at belaste lærkebrædder og lægge »parablerne« ind i GeoGebra for at finde en andengradsfunktion der kunne beskrive »parablen« – det lykkedes, og i dette mikrounivers gav det også mening, men i større sammenhænge forsvandt sammenhængen.
Heldigvis kunne samarbejdet opklare, hvorfor elevernes tal i sidste ende ikke stemte, og eleverne slap ikke projektet i langt tid og gik i gang med, af egen interesse, at undersøge flere forskellige materialer, vådt træ, tørt træ etc.
Læs en beskrivelse af projektet her.