Kvantefysik og det tænkende klasseværelse

Måske findes tiden ikke iflg. kvantefysikerne. Tiden er bare en opdeling af tilværelsen i små organiserede bider, der alene tjener til at gøre en kompleks verden overskuelig. Den klassiske fysik ser tid som en lineær og uafhængig enhed, der bevæger sig fremad som en ensartet strøm, mens kvantemekanikken mener, at tid og rum er sammenflettede og afhængig af den der observerer, og i øvrigt; hvordan kan en partikel være to steder på samme tid?.

Jeg har været lærer og beskæftiget mig med undervisning så længe, at jeg hører gentagelsernes ekkoer prøver at snyde og lyde som fornyelse. Jeg plejer spøgefuldt at sige, at jeg rider på den tredje bølge. Spejlet afslører hver morgen den lineære tidsopfattelse, mens gentagelserne på en måde er undervisningsverdenens svar på kvantefysikken. Men sådan er det vel, en ny generation af undervisere skal vel også (gen)opfinde sig selv.

Det Tænkende Klasserum er endnu et (nyt) bud på en undervisingsstrategi, der bygger på et forskningsgrundlag så småt, at det ikke kan klassificeres som en videnskabeligt funderet teori, men alligevel sælges metoden som en revolutionerende religion. At vi ikke stopper op og kigger os undrende om kan overraske. Hvis vi bare skruer tiden lidt tilbage kan vi (måske) erindre de Mange Intelligenser, med en lige så tyndt videnskabelig baggrund, feje alle pædagogiske betænkeligheder og erfaringer af banen, på trods af at Howard Gardner selv advarede, at sådan kunne hans teori ikke anvendes.

Hvad forskningen og årtiers empiri kan underbygge, er seks evidensbaserede læringsstrategier, man ved virker; spaced practice, interleaving, retriveal practice, elaboration, concrete examples og dual coding.

Hver for sig fremmer de seks læringsoptimerende strategier elevernes læringspotentiale, men udnyttes de i kombination med hinanden øges læringspotentialet yderligere.

Eventyret om suppestenen

Det Tænkende Klasseværelse er på en måde eventyret om suppestenen, en charlatans manipulation af en landsby. Han fortæller han kan lave “suppe på en magisk suppesten.” Han begynder at koge vand med stenen i, og langsomt bliver landsbyboerne nysgerrige. En efter en bringer de ingredienser som kartofler, gulerødder, og kød, til gryden. Til sidst har de sammen skabt den velsmagende suppe.

Moralen er, at ved at dele og samarbejde i et kraftfuldt fællesskab kan man opnå mere, end man kan alene.

Suppestenen er den vertikale slet- og skrivbare tavle, mens landsbyens ingredienser er dine ideer i kombination med mindst tre af de ovennævnte (indfarvede) evidensbaserede kognitive læringsstrategier, og min påstand er her, at det er de sidste ingredienser der får læringsstrategien bag det tænkende klasserum til at virke, og ikke whiteboards på ben eller væg.

Retrieval practice, elaboration og concrete examples bygger alle på at dele, at samarbejde og på fællesskabet, Peter Liljedal præsenterer en god måde at kombinere disse tre af de seks kognitive strategier (de vertikale flader), og det er derfor at hans strategi vil fungere (for en periode).

Et kritisk indlæg?

Har du læst det som et kritisk indlæg i forhold til Det Tænkende Klasseværelse, tager du fejl – kast dig ud i det, afprøv det og skab din egen version af en udmærket vision, læs endelig hans bog og bliv inspireret til nye vinkler på din undervisning. Men vær kritisk!

Jeg fik for et par år siden en klasse til at mene at H. C. Branners De Blå Undulater var den mest spændende novelle de nogensinde havde læst, ved at brænde igennem og udvise troen på det. Peter Liljedal brænder for det og er selv aktivt deltagende i de klasser han bruger som grundlag for sine undersøgelser – derfor skal det lykkes, må det lykkes, for han definerer selv sine succeser.

Det er her min kritik tager sit udgangspunkt. Jeg har set nok tilfælde, hvor visionen er taget i brug men faklen tabes og slukkes når nyhedens interesse hos eleverne har lagt sig, og det at stå op også er blevet hverdag – så er vi tilbage i de seks strategier og dine gode ideer. Vores mål er ikke hans mål, vores mål er blandt andet defineret af de nationale læringsmål og andre udefra kommende udfordringer, der også skal tages hensyn til.

Så min afsluttende opfordring herfra er selv at kombinere de seks læringsstrategier og blive ved med at inspirere eleverne med nye tilgange, når interessen for Det Tænkende Klasseværelse ebber ud. Altså, fyld gammel vin på nye flasker!