Forleden blev jeg konfronteret med et udsagn om undervisningen i teknologiforståelse på læreruddannelsen på Absalon i Roskilde, da vi på et oplæg for skolens undervisere havde et indledning om, hvad faget teknologiforståelse indebar, og hvor det pegede hen imod. Et af de mange spørgsmål der opstod var, hvad man mente med ordet programmering i forbindelse med at teknologiforståelse i matematik?
Vi som oplægsholdere blev svaret skyldig, fordi at udsagnet ikke uddybes i det foreløbige udkast nr. 2 af vejledningen fra undervisningsministeriet. Ordet står der bare, uden forklaring, uden uddybning – uden et stillads at bygge omkring. En forsigtig hånd rejste sig, og en lærerstuderende kunne fortælle, at man på professionshøjskolen Absalon underviste de studerende i at anvende vibe-coding. (Vibe-kodning er en AI-assisteret tilgang, hvor de studerende bruger naturlige sprogkommandoer til at generere, forbedre og implementere kode, med fokus på hensigt frem for manuel kodning.)
Det fik mig til at tænke på, hvorledes uddannelsesbegrebet og især undervisningen og dens formål havde ændret sig, og med udgangspunkt i Bryan Cassadys tanker om, hvor vi og undervisningen bevæger os hen opsætte følgende formler;
Viden før industrialiseringen → Erfaring + kunnen + arbejde = værdi
Industrisamfundet → Viden + teknologi + arbejde = produktion
… og her, hvor vi – eller mange – mener at befinde sig nu og underviser ud fra, i informationssamfundet.
Informationssamfundet → Information + bearbejdning + anvendelse = ny viden
Interessant her er skelnen mellem hvad af mange teknologien menes at kunne bruges til og det nybrud der er på vej som følge af AI’s hastige indtog, ja nærmest overrumpling af den verden vi troede, at vi kunne stole på kun forandrede sig så langsomt, at vi alle kunne følge med i mere eller mindre omfang – men dog følge med – nemlig skellet mellem at have viden og at kunne tænke med viden.
AI er ikke noget vi kan forholde os til, men noget vi skal forholde os til. Det er overalt, også selv der, hvor nogle tror de holder de en armslængde væk fra sig; bilen, tv’et, mobilen, dankortet, mobilpay, computeren – alle komponenter, der er dele af sladrende og AI-analyserende markedsorienterede virksomheder der bruger AI til at vide alt om din færden, indkøb, holdninger og tanker.
Hvor de tre førnævnte beskrevne før-AI forandringer i undervisningens indhold, beskriver en langsom udvikling fra katekismus til informationssamfund, og hvor bøgerne var – og til en hvis grad også stadig er – kilden til den viden mennesket har tilegnet sig, kradser AI flænger i dette billedskønne lærred. AI er på den ene side en demokratisering af viden, al viden i alle bøger indscannes og deles over alt og er på en og samme tid også tyveri af intellektet, det fælles åbne og det kommercielle.
Her i AI-samfundets tid kommer Bryan Cassady med en ny læringsmodel, hvordan vi bør undervise vores elever, ikke skærmet mod skærme og AI, men med AI som aktive læringspartnere.
AI-samfundet → Problem + spørgsmål/prompt + AI + menneskelig dømmekraft = løsning
En mulig ny læringsmodel
Med udgangspunkt i det ovenstående, kunne man sætte en ny læringsmodel på følgende formel:
→ Viden → undren → spørgsmål → undersøgelse/AI → vurdering → ny forståelse → handling
Det er væsentligt anderledes end den traditionelle skolemodel vi ser udfolde sig i folkeskoler og gymnasier, men det interessante er, at lærerens betydning ikke bliver mindre. Lærerens rolle ændres bare. Læreren går fra primært at være formidler af svar til også at være den, der hjælper eleven med at:
→ opbygge viden → opdage det ukendte → formulere spørgsmål → undersøge → tvivle → efterprøve → vurdere.
Det fører faktisk til et afsluttende spørgsmål, som jeg synes ligger meget naturligt i forlængelse af skellet at have viden og at kunne tænke med viden:
Hvis AI gør adgangen til svar næsten gratis, bliver evnen til at formulere problemer, stille kvalificerede spørgsmål og bedømme svar så den nye “knappe ressource”?
En kort diskussion af ovenstående førte til følgende kommentar fra min kære kollega; et “Hell no! Ikke på min vagt!”. Et åbent spørgsmål – hvad tænker du?